2010
Året begyndte med noget så tåbeligt som en forfrysning i højre hånds langefinger! Det skete under en skitur i fjeldene mellem Norge og Sverige med min bror, hvor vi havde vi ned til minus 35 grader og stærk vind – ikke ligefrem tidspunktet at afprøve nye luffer, som sidder for stramt, men det skal ikke være nogen undskyldning for at opføre sig usmart! Heldigvis kom fingeren sig efter et par måneder, og den ligner nu sig selv. Trods denne oplevelse, er jeg ikke blevet træt af kulde og sne – se bare følgende artikel: Forelsket i kulde og sne.
Bedre gik det under skituren til Kamtjatka lidt senere på foråret (se fotoserien). Trods store udfordringer med at forcere en halv meter nysne, lykkedes det os at komme ind i hjertet af Bystrinsky Naturpark til den udslukte Itjinsky-vulkan (3605 m). Kamtjatka er stadig fantastisk her 10 år efter mit første besøg. 300 vulkaner (heraf 29 aktive), mere end 400 gletsjere, et ukendt antal varme kilder, floder spækket med Stillehavslaks og en af verdens tætteste bjørnebestande taler for sig selv. Heldigvis sov bjørnene stadig vintersøvn, så vi fik også lov til at sove roligt i vores telt eller i de små jagthytter, som vi fandt på vejen.
I efteråret realiserede jeg langt om længe en gammel drøm om at besøge nomaderne på den nordlige del af Jamalhalvøen, 700 kilometer nord for polarcirklen. Her boede jeg en måned hos syv forskellige familier og fik mulighed for at opleve nomadernes barske hverdag på kanten af det menneskelige mulige. Om vinteren lever de med temperaturer ned til minus 50 grader, snestorme og totalt polarmørke. Der vokser ingen pilebuske på tundraen (som længere sydpå), så nomaderne må indsamle drivtømmer fra Karahavet for at have brænde til den lange vinter. Ind imellem er der dog også tid til hygge – nyd den traditionelle sang fra en ældre kvinde, som jeg mødte på vejen.
Efter en måned på tundraen tomlede jeg en tilfældig helikopter ned på den sydlige del af halvøen. Her vandrede jeg 50 kilometer ud på tundraen og fandt en 'gammelkendt' nomadegruppe ud fra de koordinater, jeg havde gemt på GPS’en siden 2001. Det blev til et glædeligt gensyn med min gamle familie, som jeg fulgtes med i tre uger. I midten af oktober, da de første snestorme havde raset og frosten bidt sig fast, var det tid til at vandre tilbage mod civilisationen. Se billeder fra hele turen her.
2009
Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit gensyn med Jamalhalvøen denne sommer, skulle ende med en vandretur på 350 km ud over den flade tundra. Men af forskellige årsager gik det sådan, at alverdens drømme om helikoptere, motorbåde og andre hjælpemidler udefra forblev en fantasi – og så er der jo kun sine egne ben at stole på (læs den fulde historie i mit rejsebrev med tilhørende fotoserie eller se artiklen i Opdag Verden. Det blev to fantastiske måneder på den sibiriske tundra, hvor jeg mødte flere rensdyr-nomader end på alle mine tidligere ture tilsammen, og hvor jeg til stadighed undres over den utrolige gæstfrihed, man bliver mødt med under disse barske forhold.
I foråret var jeg en tur på Island for at stå 240 km på ski fra nord til syd. Snefattige lavamarker, åbne elve, storm, regn og slush ice gjorde sit til, at turen over Sprengisandur blev noget af en udfordring – læs mere om turen i min artikel til Opdag Verden og se fotoserien.
2009 og blev også året, hvor en ny udgave af min »Turen går til Bulgarien« kom på gaden, og hvor jeg vandt 1.-præmien i De Berejste Klubs medlemsblad »Globen« i en konkurrence om at fortælle en historie om at være på kant på loven (læs: »I korruptionens hjemland«).
2008
Efter i mange år at have pønset på en tur til Kalmykien, så gjorde jeg endelig alvor ud af det i vinters. Den buddhistiske provins i det sydlige Rusland er historisk set tæt forbundet med Mongoliet, og engang red indbyggerne da også rundt på steppen og boede i jurter, mens de passede deres får. Sådan er det desværre ikke mere – Kalmykien og kalmykkerne er med årene blevet russifiserede og har mistet deres engang så stolte traditioner. Jeg kan ikke anbefale en tur til det sted – der er andre og mere interessante steder i Rusland, og højst sandsynligt risikerer du ligesom mig at blive anholdt flere gange af de lokale politi og mistænkt for at være på vej til det nærliggende Tetjenien.
I sommers blev det til et gensyn med den fantastisk smukkke Bajkalsø i Sibirien (se fotoserie), men højdepunktet var en vandretur i Kalarbjergene i den nordlige Tjita-provins, hvor jeg forsøgte at finde et jagt- og nomadefolket kaldet evenkerne. Selv om det ikke lykkedes, så var der som altid masser af oplevelser at få på sådan en tur alene igennem den sibiriske tajga (se fotoserie og læs artiklen om turen).
I november vandt jeg årets skribentkonkurrence i De Berejstes Klubs blad »Globen« og fik 1.-præmien i samme blad i en konkurrence om at fortælle om en håbløs situation (se artiklen).
2007
I marts-april lykkedes det endelig at få tid til et gensyn med Jamalhalvøen efter godt to års fravær. Det blev til 200 km på ski ud over tundraen – fra station 220 km i nord til landsbyen Panaevsk i syd. I det kolde og ugæstfrie landskab var det herligt at blive inviteret indenfor hos de altid gæstfrie rensdyrnomader. Et sted måtte vi ligge over i tre dage på grund af vejret – i et lille rensdyrtelt sammen med to brødre, tre hunde og fire hvalpe!
I sommers var jeg et smut i Tuva-republikken i det sydlige Sibirien (se fotoserie) – et sted der på mange måder kan sammenlignes med Mongoliet, hvor nomader bor i runde hvide felttelte (jurter), og hvor buddhisme og shamanisme har fået en genopblomstring efter kommunismens kollaps.
I efteråret vandt jeg 1.-præmien i kultur-kategorien i De Berejste Klubs fotokonkurrence med billedet af en rensdyrnomade fra Jamalhalvøen og 3.-præmien i samme kategori med billedet af to generationer på den mongolske steppe. Samtidig fik jeg to nomineringer i den internationale fotokonkurrence Color Awards i kategorien »people«.
2006
Året blev åbnet med en rejse til Magadan i Nordøstsibirien (6000 km øst for Moskva), hvor min plan var at tomle 2000 km vestpå ad Kolyma Highway til Jakutsk (se fotoserie). Vejen siger de færreste danskere noget, men i russiske ører klinger det af Stalin-tidens værste gulag-lejre og sibirisk kulde, når det er værst. Midtvejs på ruten ligger Ojmjakon – verdens koldeste by, hvor jeg havde fornøjelsen af at sætte personlig kulderekord med -58,5 grader. Byer, der i sovjettiden var store velfungerende samfund, er nu skrumpet ind til halvtomme spøgelses-flækker, hvor vodka og arbejdsløshed sætter dagsordenen. Naturen er dog intakt og kan imponere selv fra bilvinduet med sine flotte bjergpanoramaer og uendelige skovområder. Se min artikel i Jyllandsposten: »Verdens Koldeste By«.
I efteråret deltog jeg i cykelklassikeren »Tour de Mongoliet«, hvor det lykkedes at ryge helt til tops i klassementet – dog som eneste deltager (se fotoserie). Turen begyndte i den russiske republik Gorno-Altajsk – og sluttede 2322 km længere østpå i Ulaanbaatar efter et ridt gennem hele det vestlige og centrale Mongoliet med udsigt til endeløse stepper og evig blå himmel. Det blev en kamp mod uret og ikke mindst de mongolske møgveje, som kan ødelægge moralen hos selv den mest entusiastiske mountainbiker. Jeg vil først og fremmest huske turen for mine mange stævnemøder med de mongolske nomader. Selv når jeg syntes, at jeg havde fundet det mest skjulte og afsidesliggende sted at slå telt op på hele steppen, så var der altid en hyrde, der havde spottet mig i sin kikkert og kom ridende midt i aftensmaden, tøjskift, toiletbesøg, eller hvad ved jeg. Nok er Mongoliet verdens tyndest befolkede land – det får man bare sjældent lov til at mærke, når man kører rundt på noget så åndssvagt som en cykel!
Turen til Nordøstsibirien og Mongoliet var bl.a. med til at give mig den eftertragtede Folkersen-pris i De Berejstes Klub for »alternativ og grænseoverskridende rejseaktivitet«, læs mere her.
2001-2005
Stærkest i erindringen står mødet med Jamalhalvøens rensdyrnomader, som jeg fandt en våd efterårsdag i 2001 efter en ørkesløs vandring ud over den svampede tundra. Det er siden blevet til mange besøg hos den samme familie, som jeg alt efter årstiden har opsøgt til fods eller på ski. Bekendtskabet har lært mig at sætte pris på et krus varmt rensdyrblod og et stykke rå lever – og jeg har fået et nonchalant forhold til udstyrsforretningernes opreklamerede tøjkollektion efter på egen krop at have følt forskellen mellem en dunjakke og en rensdyranorak i 46 graders kulde. Se mine artikler i fx Adventure World og Femina.
Det var også i denne periode, at jeg kom ind i 'stalden' hos Politikens Forlag for at skrive rejseguiderne »Turen går til Rusland« (2004) og »Turen går til Bulgarien« (2005). I 2001 vandt jeg førstepræmien i Adventure World's fotokonkurrence i kategorien kultur med billedet af ørnejægeren fra det vestlige Mongoliet. I 2004 fik jeg en »documentary award« i den internationale fotokonkurrence Humanity Photo Awards for serien om nenerne på Jamalhalvøen. I 2005 blev det til en andenpræmie i Adventure World's fotokonkurrence med billedet af en rensdyrnomade fra Jamalhalvøen, og samme år vandt jeg kultur-kategorien i De Berejste Klubs fotokonkurrence med Isbaderen fra Canada.
1988-2000
I gymnasiet valgte jeg det sprogtilbud, der lød mest ubrugeligt, men mindst kedeligt: russisk. Efter gymnasiet og en tur til Nepal tog jeg i starten af 1990'erne på et halvt års ophold i det kaotiske ex-Sovjet. Opholdet hos lokale familier i Ukraine og Uralbjergene blev et intensivt kursus i russisk kultur og overlevelse. Hen ad vejen blev ordforrådet udvidet fra »da« og »njet« til også at omfatte gloserne for »vodka« og »bestikkelse«. Det sidste åbnede døre og blev startskuddet til (i skrivende stund) 35 rejser på egen hånd i Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Mange af rejserne er foregået langt fra Ruslands forurenede industribyer på vandre-, ski- eller rafting-ture i områder som Kamtjatka, Jakutien, Uralbjergene, Bajkalsøen, Karelen, Kaukasus, Altaj, Pamir og Kolahalvøen. Interessen for nomader førte mig flere gange til bjergskråningerne i Kirgisistan og Tadsjikistan, hvor den gærede hoppemælk og de gæstfrie fårehyrder tilføjede en ekstra dimension til rejselivet.
Siden kom Mongoliet med på listen, som med sine herlige nomader og totale mangel på anstændig infrastruktur straks blev en af mine favoritter. Den første tur var et to-måneders sommerridt, hvor jeg tomlede, red og vandrede ud over stepperne. Et stædigt (men vellykket) forsøg på at få hilst på rensdyrnomaderne i bjergene vest for Khovsgol-søen var nær ved at koste mig returbilletten, da oversvømmede floder lukkede vejene i en hel uge. Min nysgerrighed efter at se, hvordan man overlever den kontinentale vinter i et filttelt, fik mig til at vende tilbage et par år efter, denne gang i december måned. Udstyret med lange uldne underbukser og Sorel-støvler (og med såkaldte superpløkke til teltet der knækkede som spaghettirør i de frosne græstuer) fandt jeg ud af at man overlever på samme måde som om sommeren, blot med lidt mere tøj på og med ekstra kokasser i brændeovnen. Helt ude vestpå blev jeg indført i de kasakhiske ørnejægers ædle jagtkunst – og belært om at en flybillet tilbage til Ulaanbaatar ikke er noget værd, hvis ikke man kan løbe hurtigere ud til flyveren end sine medpassagerer (se min artikel »Til te hos Nomaderne« i Adventure World).
1998 blev I øvrigt året, hvor jeg fik afsluttede min uddannelse som Forstkandidat (cand.silv.) på Landbohøjskole. Mit speciale omhandler noget så nørdet som sammenhængen mellem klima og årringsbredder på fyrretræer i Uralbjergene. Hvis det fanger dig, så læs evt. min artikel i Tree-Ring Research, der er et resume af specialet.
1969-1987
Min første rejse foregik i 1969 på Rigshospitalet – fra fødegangen til intensivafdelingen med navlestrengen om halsen. Som fireårig sad jeg med på stangen i cykelløbet Ama'r Rundt, og som 14-årig kunne jeg prale af at have overlevet en 48 timers vinterstorm i telt på Hadangarvidda. Som 17-årig var jeg ved at blive spiddet af en tyr på en solovandring gennem Gruvedalen i Dovre, men det var først et år senere – da jeg for første gang havde muligheden for at anvende børneopsparingen på alt det den ikke var tiltænkt – at jeg fik min egentlige ilddåb. Sammen med barndomsvennen Steffen realiserede jeg drengedrømmen om en kanotur ned ad Nahanni-floden i Canadas Nordvest-Territorium. Med Gudenåen som eneste reference sejlede vi baglæns igennem det første strømfald, og kæntrede i det næste. Men det var nu mest mødet med en olm grizzly-bjørn, som var ved at sætte en stopper for eventyret. Kun en desperat svømmetur i den kolde flod reddede os fra at lide samme skæbne som de canadiske blåbær – og tildelte os i øvrigt tophistorien i Hjemmets påskeudgave (læs artiklen her).
